Leder i Pensionist Tidende, november 2007

Sundhedscentre, ja selvfølgelig

Har vi brug for sundhedscentre? Spørgsmålet kan synes at være irrelevant. Alligevel er det oppe i tiden. Ældremobiliseringen har taget stilling til spørgsmålet, set ud fra de ældres synspunkt.

I den aktuelle debat om behov for kapacitet på vore sygehuse fyldes vi med oplysninger om lægemangel, mangel på sygeplejersker, på sekretærer og personale i øvrigt. Alle er nødvendige i driften af et hospitalsvæsen, uanset om det er i en behandlingsafdeling eller i en sengeafdeling.

Vi fokuserer på behandlingen og kræver dygtige læger. Politikerne vil, bistået af lægerne, lave store enheder for at give bedst mulig behandling. Denne centralisering af behandling sker så på bekostning af andre ting - bl.a. nærhed.

Politikerne snakker om økonomi i centraliseringen. De glemmer dog altid at nævne de udgifter, der pålægges borgerne på grund af længere transport for patienter, der ikke har fribefordring, samt de pårørende, der ofte skal køre langt for at være sammen med deres nærmeste med eventuel overnatning til følge. Centraliseringen sker på bekostning af nærhed.

Her kan sundhedscentre være et godt alternativ til noget af den pleje og omsorg, der er en følge af hospitalsbehandling. Sundhedscentre kan tage over, så patienter kan udskrives til nærmiljøet til fortsat pleje, der ikke kræver specialistbehandling. Her kan sundhedscentre samtidig opfylde behovet for nærhed.

Sundhedscentre kan også være en del af sundhedssystemet, der kan bruges, når hospitalsbehandling ikke er nødvendig. For ældre kan det ofte være svært at huske at tage medicinen til rette tid eller glemme at få nok at drikke. Med et sundhedscenter kan disse ældre blive indlagt i en kort tid for at komme sig igen, men under behørig tilsyn af et plejepersonale.

De daglige tilbud i et sundhedscenter kan være tilbud både fra det offentlige og fra private udbydere. Uden prioriteret rækkefølge kan nævnes speciallæger, fysioterapeut og ergoterapeut, massører, genoptræning og træningsvedligeholdelse, aflastning efter lægehenvisning, fortsat omsorg og pleje efter udskrivning fra sygehus.

Vi må heller ikke glemme, at der er tegn på mangel på praksislæger i de mindre tæt befolkede områder. Det kan være relevant at tilbyde en klinik på lempelige vilkår til den praksislæge, der vil nedsætte sig i et område, hvor det er svært at få en praksis besat.

Et sundhedscenter som multihus for mange forskellige sundhedsaktiviteter giver faglig omgang med forskellige grupper af medarbejdere i sundhedssektoren. Her er der mulighed for at få kendskab til andre sundhedsmedarbejderes faglige muligheder. Som sidegevinst kan det inspirere til, at en flerleddet behandling af en patient fortsætter uden unødig ophold mellem de enkelte typer af behandling.

Sygehusene bliver mere specialiserede. Dyrt apparatur og dyrt uddannede mennesker er til rådighed for behandling af de indviklede sygdomme. Der er stadig mange, der har en mindre lidelse, og som blot trænger til at komme oven på igen. Det er opgaver, Sundhedscenteret kan løse.

Det gælder om at bruge den rette hånd til det rette arbejde og det rette hoved til den rette tanke.

Leder i Pensionist Tidende november 2007
af Olav Mikkelsen, formand