| Udskriv |  Email

Leder i Pensionist Tidende november 2011

 

 

Et godt regeringsgrundlag - med alvorlige mangler

 

Danmark har fået en ny regering. Vi ønsker den tillykke og velkommen.

 

Der er meget at glæde sig over i regeringsgrundlaget. Bl.a. har regeringen fremsat som et mål, at den vil forbedre de ældres vilkår. Endvidere vil regeringen tage initiativer til at gøre livet lettere for det frivillige Danmark.

 

Det er begge mål, som også optager os i Danske Pensionister.

 

Det fremgår også, at regeringens vision er: at alle, uanset pengepung, skal have lige adgang til sundhedsydelser af høj kvalitet. Det må vi forstå sådan, at alderen ikke må spille ind på prioriteringen. Den, der har størst behov, skal behandles først - uanset alder. Dejligt, at der ikke skal diskrimineres på alder.

 

Den nye minister, Astrid Krag, er minister, ikke blot for sundhed, men også for forebyggelse, og det er godt, at regeringen vil opstille konkrete mål for forebyggelsen. Vi vil ønske, at der også kommer konkrete mål rettet mod os ældre: om ernæring, om faldulykker, om motion og ensomhed. En udbygget primærsektor kan endvidere forebygge op mod 50 % unødige indlæggelser på sygehusene. Vi hjælper gerne med at sætte målene.

 

For os pensionister handler forebyggelse ikke bare om at opnå en høj alder, men ligeså meget om livskvalitet, herunder at være selvhjulpne så længe som muligt, sådan som det ganske rigtigt fremhæves i regeringsgrundlaget. Og føjer velfærdsteknologien større værdighed til alderdommen, så tager vi gerne det med.

 

Med alder følger sygdomme. Derfor ser vi med forventning frem til at få indfriet regeringens ønske om at skabe bedre forhold for de ældre medicinske patienter med en tryg og effektiv behandling, rehabilitering og pleje.

 

Når det gælder det frivillige arbejde, er det dejligt at se, at regeringen påskønner den enorme indsats, som mange mennesker yder - helt på frivillig basis. Det er også glædeligt, at regeringen trods ønsket om at udbygge samarbejdet mellem den frivillige verden og det offentlige ikke lægger op til at ville binde de frivillige op på flere kontrakter og aftaler.

 

Tværtimod anerkendes det, at der er presset flere regler og stramninger ned over det frivillige arbejde gennem årene, og vi ser bestemt frem til, at regeringen kigger på mulighederne for at fjerne dette unødige bureaukrati.

 

Vi kan glæde os over flere gode takter i regeringsgrundlaget. Et eksempel er løftet om, at digitaliseringen af den offentlige sektor ikke må hindre ældre, der ikke bruger internettet, i at kunne få hjælp.

 

Når det er sagt, så er der også forhold, vi har ledt forgæves efter i regeringsgrundlaget. Det gælder især behovet for en anstændig folkepension for alle. Der er pensionister - som tidligere omtalt i dette blad - der kun har 30 kr. om dagen, når de faste udgifter er betalt. 30 kr. til frisør, transport, gaver og til at forsøde tilværelsen. Det er uanstændigt.

 

Så savner vi også en klar politik for ældreomsorgen, hvor alle sikres en anstændig ældreomsorg i hele alderdommen.

 

Endvidere savner vi en klar udmelding om, at vi ældre ikke er en "byrde" eller til "belastning". Det er ikke bare et uanstændigt sprogbrug, det er også forkert. Nok bliver vi ældre, men vi bliver bedre til at klare os selv og hjælpe andre. Vi kan endvidere blive længere på arbejdsmarkedet, hvis nogen skulle have brug for os.

 

Et godt regeringsgrundlag - med alvorlige mangler!

 

Arne Rolighed
formand

 

 

 
< Nęste   Forrige >