| | Udskriv | |
|
Leder i Pensionist Tidende oktober 2011
Der er brug for os
Danske Pensionisters 85 års jubilæum blev flot markeret på generalforsamlingen bl.a. med faner i lange baner.
Det var ikke bare festligt, men også fantastisk, at vi i år kunne markere så fremskreden en fødselsdag for vores organisation. Det minder os om, at vi står på skuldrene af mange generationer af pensionister, der alle har haft det samme for øje, nemlig en lang og vedvarende kamp for forbedringer af pensionisternes vilkår.
Vi fik også skabt orden i økonomien med en kontigentstigning på 10 kr. om året. Vi fik dermed lukket det hul, der i løbet af de seneste år er opstået i organisationens kasse, så vores økonomi igen kan komme i balance. Det giver handlefrihed. Vi ved alle, at det er træls at have overtræk på kontoen.
Det helt store emne på generalforsamlingen var dog ikke økonomien, men oplægget til en fusion mellem Danske Pensionister, Pensionisternes Samvirke og Sammenslutningen af Pensionistforeninger i Danmark, dvs. to ældreorganisationer, som vi allerede samarbejder med i Ældremobiliseringen.
Generalforsamlingen tog ikke stilling til, om vi skal sammenlægges eller ej. Men vi gav hinanden håndslag på, at vi vil bruge det næste år til at komme rundt i alle kroge, så vi på generalforsamlingen den 11. september 2012 er klar til at stemme ja eller nej. Det næste år skal bruges til analyse, information og dialog. Hovedbestyrelsen deltager gerne.
Et hovedtema, der blev slået an på generalforsamlingen, var hvordan vi fastholder fokus på det nære og samtidig forbliver en stærk organisation, der sætter dagsordenen i Folketing og regering med det mål at skabe forbedringer for danske pensionister, herunder ikke mindst de svageste og mest sårbare.
Tre andre vigtige temaer er medlemsstørrelse, intern og offentlig kommunikation, herunder ikke mindst vores blad og økonomi. Vi ved af erfaring, at flere medlemmer er lig med bedre mulighed for indflydelse, og det forudsætter en stærkere, organiseret røst. Vi skal mere ud og deltage i den offentlige debat og fremføre forhold fra pensionisternes hverdag. Især de svage og sårbare pensionister har brug for, at nogen kæmper deres sag, hvad enten det er pensionens størrelse, erfaringer fra ældreomsorgens minuttyrani, IT, teknologi eller transport mm.
Det kræver flere ressourcer til analyse og offentlig debat, for vi skal være troværdige, når vi bringer forhold frem. Politikkerne skal kunne have tillid til, at det, vi bringer frem, holder vand.
Sammenlægning eller ej - det spørgsmål skal vi nu diskutere i Danske Pensionister. Jeg håber, at alle vil deltage i debatten, så vi på et oplyst grundlag kan træffe den rigtige demokratiske beslutning på generalforsamlingen næste år.
Uanset hvad udfaldet bliver, håber jeg, at vi alle i fællesskab vil fortsætte vores bestræbelser på at forbedre forholdene for danske pensionister. Det har de brug for - det har de krav på - det forventer de af os.
Arne Rolighed formand |
| < Nęste | Forrige > |
|---|