| | Udskriv | |
|
Leder i Pensionist Tidende maj 2011
Velkommen til Omvendtslev
IT- og telestyrelsen, der hører under Videnskabsministeriet, pusler for tiden med et lovforslag om, at om blot tre år - fra 2014 - skal al korrespondance mellem det offentlige og borgerne foregå gennem e-boks, altså via internettet.
Bliver det virkelighed, vil der lyde høje jubelråb i kommunerne, der allerede nu gør, hvad de kan for at få borgerne til at betjene sig selv ved hjælp af internettet.
Kommunernes økonomi er nemlig under hårdt pres, og der er ganske mange penge at spare, hvis de kan få os borgere til også at holde af "gør det selv"-princippet i forhold til ærinder hos det offentlige.
I en tid, da de økonomiske ressourcer bliver knappe, er det udmærket at overveje initiativer, der kan flytte penge fra papir og frimærker over til opgaver, hvor den menneskelige kontakt er essentiel, som f.eks. ældreomsorg.
Danske Pensionister bakker op om den planlagte udvikling. Fri for transport, fri for at vente i køen og god tid i hjemlige trygge omgivelser, når "skemaerne" skal udfyldes.
Men vi råber også vagt i gevær! Forudsætningerne skal på plads. Det er de, efter Danske Pensionisters mening, når 90 % af os ældre har netadgang - og selv til den tid må der sikres en ordentlig sagsbehandling for de 10 %, der ikke benytter internet.
Vi skal nemlig ikke overse, at internettet stadig er ukendt og uopdyrket land for en stor del af den ældre del af befolkningen. Og også fortsat vil være det i en rum tid fremover.
Under en jubeloverskrift oplyste Danmarks Statistik ganske vist sidste år, at "Fire ud af ti over 65 år bruger e-mail".
Men den rette indfaldsvinkel er vel, at seks ud af ti ikke gør det!
Samme statistik fortalte, at "Hver tredje over 65 år er på nettet daglig". Hvilket jo betyder, at to ud af tre ikke er det.
Så kære stat og kommuner: Velkommen til Omvendtslev!
Med småt stod der også at læse, at 44 % af de 65-89-årige aldrig har brugt en computer, og at 53 % aldrig har brugt internettet. Vi gentager: mere end halvdelen af den ældre befolkning har aldrig brugt internettet - hvilket jo ikke er uvæsentligt set i lyset af ovennævnte bestræbelser fra det offentliges side.
Efter devisen "ældre hjælper ældre" har Ældremobiliseringen efterhånden oprettet 150 datastuer rundt omkring i landet og igennem mange år her tilbudt undervisning i brug af computer, internet, e-mail, tekst-, regne- og billedbehandlingsprogrammer. Tusinder og atter tusinder har lært og glæder sig over de nye muligheder. Hvem husker ikke den første mail fra barnebarnet?
Denne indsats er intet mindre end uvurderlig, både for den enkelte, der får hjælp til at komme med på den teknologiske vogn, så vedkommende ikke føler sig sat af på en perron, og for samfundet.
Men som det fremgår af statistikkerne, burde kommunerne - med ovennævnte lovforslag i sigte - tænke på, at de kunne udøve lidt hjælp til selvhjælp, når de nu så gerne vil høste goderne ved øget digitalisering, som det hedder på nudansk.
Det kan de gøre helt kontant ved f.eks. aktivt og konkret at støtte datastuerne og tilsvarende tilbud ved at anskaffe tidssvarende computere og printere, ved at stille egnede lokaler til rådighed, og ved at synliggøre over for de ældre, at dette værdifulde tilbud findes.
Og de kommuner, der ikke har en datastue eller tilsvarende tilbud, kan passende tage initiativ til et samarbejde med f. eks. den lokale pensionistforening, så tilbuddet kan etableres.
Danske Pensionister siger ja til en nem og forenklet sagsbehandling over nettet - men forudsætningerne skal være til stede. Arne Rolighed formand
|
| < Nęste | Forrige > |
|---|