| | Udskriv | |
|
Munkebo Miniby små huses skabere er bagest fra venstre Bernt W. Jørgensen, Mogens Jørgensen, Kurt Dalgaard Pedersen, Per Tinsfeldt og Mona Frederiksen. Forrest ses Viggo Bak, Lis Madsen og Verner Pedersen. Foto:
Denne e-mailadresse bliver beskyttet mod spambots, du skal have Javascript aktiveret for at se den
Sans for detaljen
De aktive bag Gl. Munkebo Miniby har oprettet deres egen arbejdsplads. De kommer frivilligt, klør på fire formiddage om ugen og giver hinanden en gang røg.
Flaget er hejst og strækker sig i vinden på bakken, hvor nabohusene i mange år var lejet ud til ansatte på Lindøværftet. Bag et hegn kan man pludselig se ned på knæhøje teglstenstage og grusgange. En mand i blå jakke og med hakke og rive rager op mellem husene. Han holder rent i småstenene mellem forsamlingshus, kirke og kro i Gl. Munkebo Miniby.
Inde i værkstedsbygningen, i almindelig husstørrelse, er der lunt, og lyset er tændt. Siden klokken otte til morgen har fem mænd og to kvinder arbejdet koncentreret på hver deres projekt. Midt i det store arbejdsrum sidder Bernt W. Jørgensen med rester af en teglfarvet masse på fingrene. Han er ved at mure en skorsten på under ti centimeter op omkring en kerne af fastpresset isolerings-materiale.
- Det skal være en skorsten til Fjordvej 93, siger han mellem strøgene, siger han mellem strøgene og fortæller om baggrunden for byggeriet.
- Vi fik idéen til at bygge en miniby, da vi så den i Faaborg. Nogle klejnsmede havde lavet den store skulptur, som blev opsat ved indkørslen til Munkebo, og så syntes vi, at der også skulle være noget at lave for andre håndværkere. Kommunen gav en tur til minibyen i Faaborg, og så gik vi i gang, siger Bernt W. Jørgensen, der engang var vicevært i Ejendomsselskabet Lindø. Minibyens værksted holder til i en bygning, der tidligere var fællesvaskeri for lejeboligerne.
Detajlerne på plads 
Små teglsten lægges på et hus, som er en kopi af et fra Strandvejen ved siden af kroen i Munkebo.
Et minihus bygges op fra bunden med en sokkel af beton. Den er støbt omkring to jernrør, så det færdige hus kan løftes ved, at man stikker et par stænger igennem bunden. Så opføres en skal af fast flamingo, floormate, der er et isoleringsmateriale. Der skæres hul til vinduer og døre, og så skal huset mures op med små mursten af egen produktion og med mørtel af fliselim. De ti aktive murermestre er mellem 68 og 87 år. Ved vinduet i det tilstødende rum er Per Tinsfeldt ved at sætte små teglsten på et hus, som er en kopi af et fra Strandvejen ved siden af kroen i Munkebo. Han er den senest tilkomne i flokken og har været med i fire-fem år.
Overalt er der aktivitet. Verner Pedersen måler op på et byggeri i hjørnet af værkstedet. Han har fotografier af det originale hus hængende i plastlommer i gavlen af minihuset. Det tidligere postbud er meget interesseret i historien bag husene. Han gennemfotograferer den valgte bygning, før de bygger, og skaffer gerne tegninger. Sammen med sin svoger, Mogens Jørgensen, måler han husene op, så detaljerne kommer til at stemme.
Den ene forsænkning i muren over døren til våbenhuset i Munkebo Kirke ser for eksempel lidt anderledes ud end de andre, og sådan blev den naturligvis også gengivet i minibyggernes udgave af kirken i en tiendedel størrelse.
- Jeg begyndte med at lave sten til morgen, og nu har jeg sat huset her op i store træk. Jeg er lidt over det hele. Nu skal jeg have skåret ud til kvist; det glemte vi, da vi byggede taget i første omgang, siger Verner Pedersen.
Flere af de aktive har tidligere arbejdet på Lindøværftet, som også har hjulpet med specialværktøj, som er fremstillet på værftets lærlingeværksted, og en kran, der kan løfte et 400 kg tungt hus på plads, når det er færdigt.
Palmefibre og perlesten Ved det lange bord i værkstedets længde sidder to kvinder side om side. Deres speciale er at bygge foderhuse til fugle. Altså murene, for tagbeklædningen vil Lis Madsen ikke have noget at gøre med. Hendes fingre er hvide af fliselim.
- Da jeg begyndte for otte et halvt år siden, sagde Gamle Verner: "Begynd med fuglehusene, så får du rutinen," og dem er jeg blevet ved med. Der er nogle ting, vi er glade for at lave og bedre til end andet, og sådan vil det altid være, siger Lis.
Faktisk er der godt salg i foderhuse til fugle og foderautomater, så det er en af minibyens gode indtægtskilder.
Meget fornemme er også de foderhuse, her laves til fugle med røde eller gule sten og med strå på taget eller et afvalmet tag af tegl.
Senere viser Lis bestillingsmappen frem. Hun tæller op. Jo, de solgte 38 huse sidste år.
Viggo Bak holder til i et hjørne, hvor bord og hylder er pakket med værktøj i mange afskygninger. Han klipper en blyplade op med en håndsaks og filer kanterne. Alene til kroen skulle han fremstille rammer til 73 vinduer med seks felter i hver, og dertil kom kvistvinduer og de langstrakte vinduer i en sidebygning. Han kan godt lide arbejdet.
- Når vi er færdige med et hus og det bliver sat ud, er vi stolte af det, vi har lavet fælles, siger han.
Skønhed med hawaiiblomst Både kvinder og mænd huserer i minibyens værksted. Alligevel hænger der et billede af en gylden skønhed - med hawaiiblomst i håret og klædt i et minimum af tekstil - på køleskabet. Sådan kan mændene lide det.
Mona og Lis har ikke behov for at pynte væggene med muskelsvulmende unge mænd med bar overkrop. - Det er jo nok sådan der, de ville ønske, at vi så ud, mener Lis med et nik hen mod plakaten. - Men de kan ikke undvære os, fastslår Lis. Hun er tidligere kantinebestyrer og sørger sammen med Mona for at dække bord og brygge kaffe til den daglige pause. De vasker op og vil også helst feje og vaske gulve. Det nytter ikke noget at oplære mændene til det, mener de. - Vi kan jo li' det, siger Mona og kommer svingende med fade af rustfri stål til bagerbrødet. - Ja, og de gør det jo sikkert heller ikke godt nok, tilføjer Lis med et skævt smil. - Engang havde vi en ordning med, at vi skiftedes til det, husker Kurt. Men hvor blev den af?
Svaret fortoner sig i klirren af kaffekopper, for det er tid til formiddagskaffe og en bid brød.
Mogens Jørgensen, der passer udendørsarealerne, er kommet ind. Han kan bedst lide at ordne haven.
Plads til flere Arbejdet med minibyen kræver ingen forkundskaber, for nye oplæres gerne, og der er plads til flere på værkstedet. Historisk interesse og hænder, der sidder godt, er ikke af vejen, men der er åbent for alle.
En skorsten på under ti centimeter bygges op omkring en kerne af fastpresset isolerings-materiale.
Men hvad med de små mursten, akkuratessen - de fleste på værkstedet har en alder, hvor gigt måske er begyndt at plage - kan pillearbejdet ikke være krævende for hænderne?
- Jo, det er anstrengende. Vi kravler på stilladser og går ude i al slags vejr. Det er virkelig hårdt, kommenterer Bernt W. Jørgensen, der er hurtig i replikken.
- Og det sjoveste...?, spørger journalisten.
- Det er Bernt. Han er en af de sjoveste, svarer en af de andre. Så fortsætter snakken om det lokale skibsværft, som nærmer sig lukningsdatoen i 2012. - Ja, nu bygger vi det her op, og så bliver værftet brækket ned, lyder en bemærkning, og de snakker videre om den svære situation, Munkebo nu står i.
Godt at komme ud Lis Madsen er ikke i tvivl om, at det sociale sammenhold er det, der trækker mest. Både hendes og Monas mand var med i arbejdet på værkstedet, da de levede. - Det betyder meget for Mona og mig, som er alene. Det er lige meget, om man går til peddigrør eller bankospil, man har godt af at komme ud, siger hun. - Ja, og så er det håbet om at høre noget sladder, tilføjer Kurt Dalgaard Pedersen.
Per Tinsfeldt er den nyeste i flokken: - Engang imellem kan det være svært. Så råber jeg højt, siger han og ser ganske fredsommelig ud.
Det er frivilligt at møde op, og har man en dårlig dag eller skal til lægen, er det helt i orden at blive væk. - De kan ikke trække os i løn, bemærker Bernt. - Men det kan da godt være, at vi andre spørger: "Hvor fa'n var du i går?", siger Viggo.
De har brød med på fødselsdage, tager på sommerudflugt for opsparede penge, og de har også deltaget i bisættelser og begravelser gennem årene.
Møde med borgmesteren Sjakket bestemmer selv, hvilke bygninger der skal opføres. Det gamle hospital og fattiggården, købmanden, det gamle Tatol, sygekassen og træskomandens hus kan man se i tro gengivelse. Det sker, at en husejer opfordrer foreningen til at gå i gang, og at nogle af dem spytter penge i kassen, ligesom man kan blive medlem af foreningen.
Det kunne godt stå bedre til med økonomien. De har ikke regnet på, hvad et hus koster i materialer, men er efterhånden nødt til at købe det meste. For også her spiller finanskrisen ind. Tidligere var virksomhederne mere rundhåndede med at give et bidrag, og det skete også, at Gl. Munkebo Miniby fik foræret materialer, der var til overs.
- Vi fik to trailerfulde af det fineste rødler foræret fra værftet, det vi bruger til mursten og tagsten. Værftet brugte det tidligere til at bygge et værn op, hvis der var risiko for, at vand trængte ind, når de skulle svejse. I industriens velmagtsdage kunne vi hente affald flere steder, f.eks. rester af planker og træ, men med den nye miljølov skal de afhænde det selv, siger Viggo Bak.
Formand Verner Pedersen og Bernt W. Jørgensen har planlagt en tur rundt for at tale med folk fra erhvervslivet og tager gerne imod forslag til forbedringer af økonomien. Sponsorater er måske også en mulighed. Det første hus blev købt af daværende folketingsmedlem Mariann Fischer Boel, der tidligere var medlem af kommunalbestyrelsen i Munkebo, og det er måske en idé, de vil tage op igen.
I løbet af de første 15 år har Gl. Munkebo Miniby bygget hundrede huse og ejendomme. Men nu er pladsen på bakken fyldt ud, så planen er at udvide med et lille stykke af den kommunale lund, som støder op til grunden på Bakkely.
- Vi har lige haft borgmesteren på besøg for at diskutere sagen. Vi kan godt overtage et stykke af skoven, men jorden skal nivelleres, og det koster 240.000 kr. at få kørt jord på. De penge har kommunen ikke, så hun opfordrer os til at søge virksomheder og fonde, siger Viggo Bak.
----------
15 år med Gl. Munkebo Miniby Munkebo som byen så ud før 1959, da Odense Staalskibsværft flyttede fra Odense og til de naturligt gunstige havneforhold ved Lindø. Det er målet for en flok aktive efterlønnere og pensionister. De arbejder frivilligt hver mandag til torsdag formiddag for at bygge Munkebo i miniformat. Foreløbig er det blevet til over hundrede huse, og nu vil foreningen gerne udvide arealet, så der bliver plads til flere bygninger i målestok 1 til 10. Minibyen er åben for publikum i sommermånederne. Byggeriet finansieres af private og virksomheder. I januar 2011 var det 15 år siden, at foreningen blev stiftet.
Af journalist Lis
Agerbæk Jørgensen
|
| < Nęste | Forrige > |
|---|