| Udskriv |  Email

 

julepynt-i-gaden.jpg
Den Gamle Bys juleinspektør Jens Ingvordsen har haft travlt – gran-guirlanderne skulle jo på plads til juleudstillingen.
Foto: Den Gamle By

 

Julen i Den Gamle By bliver yngre

 

 

Den Gamle By i Århus er flyttet op i nutiden med nye kvarterer fra 1900-tallet. Det giver ekstra travlhed op til jul.

 

 

Museumsinspektør Jens Ingvordsen, der blev udnævnt til særlig juleinspektør i Den Gamle By for et par måneder siden, har haft travlt.

 

Med udvidelsen af museet med et kvarter fra 1927 og et fra 1974 har der været mange flere butiksvinduer, der skulle pyntes. Ikke nok med det. I 1974 er der også pludselig granguirlander og lamper, der skal hænges op over gaden.

Udvidelsen ændre hele Den Gamle By en del. F.eks. er der pludselig en benzinstander rykket ind ved siden af isenkræmmeren. En herrecykel er parkeret ved fortovskanten - ja selv det med fortov er nyt.

 

- Vi vil også gerne have en bil herind, men vi har ikke fundet en løsning på, hvordan vi undgår, at den slags køretøjer står og bliver ødelagt af vejr og vind, siger historiker Berit Guldmann Andersen.

 

Hun er ansat til at finde ud af om alt, stort såvel som de mindste detaljer, nu også stemmer med den tid, museet prøver at fange så autentisk som muligt.

 

Op til vores egen tid

Det nye 1974-kvarter er langt fra færdig, men de butikker, der står klar, vækker allerede jubel. Her er vi nemlig i en tid, de fleste kender og husker, i hvert fald blandt dette blads læsere.

 

Måske er det ligefrem nogle af jer læsere, der har sat pletter på ruden hos Pouls Radio, hvor der ofte er aftryk af både næser og pander efter de mange mænd, som stille står og mindes dengang, de drømte om sådan en B&O radio eller en Tandberg spolebåndoptager.

 

Kigger man i vejret, vil man opdage vinduesudsmykning, der afslører at der bag gardinerne sikkert bor et ungt hippipar - og en arbejderfamilie i nabolejligheden. På en port hænger plakater fra for længst hedengangne venstreorienterede partiers og gruppers politiske møder. Og hos Broderiboden er juleudsmykningen allerede ved at være passe - det er jo for sent at begynde nu, hvis man skal have en korsstings-julekalender færdig i år.

 

Museets travleste årstid

Julemåneden er den travleste tid i Den Gamle By. Derfor holder museet i år aftenåbent tre lørdag-søndage i december. I alt forventes omkring 120.000 gæster til årets juleudstillinger, der også betyder åbne historiske butikker og gammeldags julemad og kager. Især i weekenden kan det derfor være svært at finde parkering i området, og måske er offentlig transport at foretrække.

 

Den Gamle By holder åbent indtil 22. december på hverdage 9-18, weekend 10-18, fredag og lørdag i december aftenåbent 18-21. Udstillingerne er også åbne 23. december til 2. januar 10-17, bortset fra juleaftensdag, 1. juledag, nytårsaftensdag og nytårsdag.

 

Læs mere på www.dengamleby.dk

 

 

----------

 

 

Har du en juleske for meget?

 

- Vi er så tæt på at have 100 juleskeer, og det vil glæde mig overordentlig meget, hvis det kunne lykkes også at få fat i de sidste fem skeer, siger Jens Ingvordsen, juleinspektør i Den Gamle By.

 

De skeer, han hentyder til, er juleskeer fra 1995, 2002, 2003, 2004 og 2009.

 

Traditionen med en særlig juleske fylder netop i år 100 år, og kommer de sidste fem er i hus, er samlingen komplet.

 

Derfor vil juleinspektøren være meget stolt, hvis museet kan vise hele samlingen.

 

- Skeerne giver et præcist billede af den tid, de er skabt i og fortæller historie om både mode, religion, jul og om Danmark, siger Jens Ingvordsen. 

 

juleskeer.jpg
Kavalkade af juleskeer fra Den Gamle By - fra venstre juleskeer fra 1910, 1921, 1931, 1948, 1950, 1964, 1975, 1980, 1996, 2000.
Foto: Den Gamle By

Mange forskellige danske kunstnere har designet og formgivet årets juleske gennem tiderne, og for mange af kunstnerne blev juleskeen et springbræt til at designe sølvtøj hos førende sølv- og guldsmede i København. Også andre kunstnere har haft det ærefulde hverv at designe årets juleske. Fra nyere tid kan nævnes plakatkunstnere som Per Arnoldi (1975 og 2007) og Ib Spang Olsen (1973) og Dronning Margrethe bidrog med sit motiv i 1984.

 

 

Kunstnerisk kavalkade

Når alle 100 juleskeer vises på udstillingen i Den Gamle By, kan man år for år følge forandringerne i moden, samfundet og kunsten. Den allerførste juleske fra 1910 er skabt med en stjerne som en del af skaftets form. Stilen i det første årti er skønvirke - den mest fremherskende stil på den tid. 30'ernes funktionalisme kunne også let genkendes i juleskeernes enkle motiver og former. Også gennem de seneste årtier er det ofte let at se en linje og afkode den tid, hvori motivet er skabt.

 


 

Af redaktør Jytte Flamsholt (DJ)
Artiklen er bragt i Pensionist Tidende december 2010

 
< Nęste   Forrige >