| | Udskriv | |
|
Leder i Pensionist Tidende september 2010
En stor og indholdsrig dag - igen
Mon ikke vi alle kender den oplevelse, at det ikke er til at forstå, at der allerede er gået et år? Men sådan er det, når mange af os snart mødes i Horsens: Den 14. september er det et år siden, vi sidst holdt generalforsamling i Danske Pensionister.
Generalforsamlingen er altid en stor og indholdsrig dag.
I år byder den uventet på valg af ny formand for vores organisation. Eftersom der var valg til formandsposten sidste år, lå ikke i kortene, at dette punkt skulle på dagsordenen i år, men jeg er sikker på, at Danske Pensionister får en god afløser for Knud Kingo Christensen, som måtte trække sig i foråret.
Generalforsamlingen er dog først og fremmest dagen, hvor vi har mulighed for at diskutere organisationens arbejde med hinanden og at drøfte, hvilke udfordringer der ligger foran os - både for organisationen og for foreningerne.
Og det kommende år vil uden tvivl byde på forandringer - og dermed måske også store udfordringer - for frivillige sociale organisationer som vores.
Som tidligere omtalt her på lederpladsen arbejdes der på Christiansborg med forslag om at omlægge støtten til frivillige sociale organisationer.
Blandt forslagene er, at de forskellige puljer med i alt ca. 215 mio. kr., som Socialministeriet har til tilskud til frivillige sociale organisationer om året, skal samles i én stor national fond. Ud over denne centralisering er der også forslag om, at der fremover skal lægges vægt på/stilles krav om, at tilskuddene især skal bruges til at sikre, at der skabes nye ideer og udvikles på eksisterende tilbud.
Dette arbejde finder sted samtidig med et andet arbejde på Christiansborg - et arbejde, som også er meget relevant for vore medlemsforeninger, nemlig regeringens plan om at lave en national handlingsplan for frivilligt arbejde. Målet skulle være at få 50 procent af danskerne til at lave frivilligt arbejde - bl.a. at lave aktiviteter og yde omsorg på plejehjemmene.
Også dette er tidligere omtalt her på lederpladsen, men vi vil endnu en gang - og også med klar adresse til ovennævnte forslag om at lægge støtte til frivilligt socialt arbejde om - slå fast, at en vigtig forudsætning for denne udvikling nu engang er, at de økonomiske vilkår bliver betydeligt forbedret for det frivillige sociale arbejde inden for ældreområdet.
Tingene skal naturligvis hænge sammen: Hvis staten ønsker øget aktivitet hos de frivillige, må støtten til det frivillige arbejde selvfølgelig følge med.
Hertil kommer så, at det efter vores opfattelse er direkte udemokratisk, hvis staten og ikke vore medlemmer skal definere aktiviteterne i vore foreninger, og både Danske Pensionister og Ældremobiliseringen har benyttet vores høringsret til at udtrykke stor bekymring over de forslag, der ser ud til at gå ud over driftstilskuddene til de frivillige sociale organisationer - altså også vores.
Sker der ændringer, vil det forhåbentlig indebære, at støtten til vores arbejde forhøjes. Det modsatte kan dog desværre ligeså vel blive tilfældet. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at resultatet af politikernes overvejelser kan få stor betydning for vores organisation.
Men med de mange udfordringer følger der også mange gode oplevelser i en organisation som vores.
En af dem er generalforsamlingen, som også giver mange af os lejlighed til at hilse på de gode bekendtskaber, vi har fået gennem organisationsarbejdet, temadage, kurser og andre fælles oplevelser i Danske Pensionister, og til at genopfriske kontakten med dem, som vi måske kun møder denne ene gang om året.
På gensyn i Horsens!
Ole Christensen
|
| < Nęste | Forrige > |
|---|