| Udskriv |  Email

 

Udtalelse:
Uddannelse er vejen til bedre omsorg

 

Pressemeddelelse:
Genopretningsaftalen vil tage livet af
pensionisternes egen højskole

 

-----------------------------------

 

 

soren-dahl.jpg
Café Hack laves af makkerparret Kristian Borregaard (øverst) og Søren Dahl. Sidstnævnte har nu udgivet endnu en dessertbog

 

Sødt fra Søren Dahl 

 

Den populære vært fra DRs radioprogram Cafe Hack er en hund efter søde sager. Nu kan vi andre smovse med på hans lytteres opskrifter.

 

- Start med den tykke ende af guleroden, når der skal rives på råkostjernet. Så går der mindst til spilde.

 

Søren Dahl, den kendte radiovært fra programmet Cafe Hack, læser højt, kigger sigende op og tilføjer: "Hun er fra den tid, da den slags betød noget."

 

Pensionist Tidende har mødt Søren Dahl over en kop kaffe på Cafe Hack i Århus til en samtale om hans nye bog om desserter.

 

Og hende, Søren Dahl, taler om, er "svigermor". Hende kender lytterne også fra programmet, og hun går igen i bogen med små nyttige råd om maden og livet i form af "Svigermors tips".

 

Da Søren Dahl slår op på "Svigermors tips" om gulerødder, slår en duft af tryksværte op fra bogen, for han lige har fået det første eksemplar fra forlaget.

 

Men det er ikke hans første kogebog.

 

Det gjorde gæsterne så, og senere begyndte lytterne at sende opskrifter ind.

 

Det gav ideen til den første bog "Kom i kageform", der udkom i 2003. For få dage siden udkom så efterfølgeren, "Danskernes egne desserter" med opskrifter fra 10 af Søren Dahls gæster og et halvt hundrede af de mange, mange opskrifter, som lytterne har sendt ind.

 

 

Sundheden og livet

- Hvad skal vi tale om, spørger Søren Dahl ved indledningen til interviewet med Pensionist Tidende. Bogen eller radioprogrammet?

 

Som samtalen skrider frem, bliver det hurtigt klart, at de to ting ikke kan adskilles. Og ligesom radioudsendelsen Cafe Hack er båret af værten Søren Dahls menneske- og livssyn, kommer også interviewet til at bevæge sig rundt i dette felt af mennesker, livserfaring og tidens tendenser.

 

Det begynder allerede ved det første spørgsmål, der handler om, at desserter jo ikke hører til det sundeste i verden...

 

- Det ville være politisk korrekt at udgive en dessertbog uden brug af sukker og fløde, så det har vi valgt ikke at gøre, siger Søren Dahl og vender på den måde sundheden en omgang i luften.

 

- Men det sanselige i livet, det må vi ikke gå glip af, mener radioværten, hvis lette bueform måske afslører, at han af og til selv når at tage desserten med.

 

Og det gør han. Selv om han blankt erkender, at det med desserter - og kager - mest er noget, hans kone tager sig af.

 

- Køkkenet er ellers mit sted, men når vi når til desserterne, så er jeg blevet træt, siger han.

 

- Men jeg elsker at spise dem. Søren Dahl filosoferer lidt og når frem til, at måske kræver det med at lave desserter og kager en vis akkuratesse, som mænd ikke har?

 

- Der er et større frirum med andre retter, mener han, og taler om, at det ikke kommer sig så nøje, hvor stor en håndfuld krydderurter, man smider i gryden.

 

- Før jeg fik børn, lavede jeg store middage. Det bliver der ikke så meget af mere, men jeg fortæller dem, at jeg laver lækker mad, for børn synes, det er fedt at spise lækker mad.

 

- Sund mad, derimod, det er kedeligt.

 

 

Kloge ord fra gæsterne

Bogen blev lavet på opfordring af forlaget Lindhardt og Ringhof. Søren Dahl har smagt de desserter, som hans kendte gæster har haft med, resten - et udvalg af opskrifter, som lytterne har sendt ind - har forlaget smagt sig frem til.

 

Ud over desserter og kager medvirker de ti kendte gæster også i bogen med et lille indslag, idet Søren Dahl har valgt nogle sigende og livskloge ord ud fra de udsendelser, de har medvirket i.

 

F.eks. Chris MacDonald, den amerikansk fødte dansker, der er bedst kendt i offentligheden som sundhedsguru.

 

- Chris MacDonald fortæller, at han har lært to vigtige ting i Danmark: Ordet "pyt" og udtrykket "alt med måde", siger Søren Dahl og peger på citatet i bogen, hvori der bl.a. står: "Jeg ved ikke, hvordan I har fundet på ordet pyt, men det er godt nok smukt. ... Pyt er også et fantastisk ord i forhold til tilgivelse. Hvis nogen siger "pyt med det", ved man, man er tilgivet. Hvis de derimod siger "det er okay" eller "det skal nok gå", så ved du, der nok stadig er en regning at betale."

 

På næste side følger, i øvrigt, Chris MacDonalds chokoladekage, lavet helt og aldeles uden mel, men med masser af chokolade, smør og æg. Den ser ud til at være så heftig en mundfuld, at forslaget om at spise den med frugtsalat til, nok er velvalgt. I hvert fald vil det være overflødigt at sige "alt med måde", når man serverer den.

 

 

Opskrift på rummelighed

- Cafe Hack handler om rummelighed, siger Søren Dahl. Vi har ikke en masse sundhedsapostle som gæster, lige som vi ikke har en masse indretningsarkitekter inde for at fortælle lytterne, hvordan de skal leve.

 

- Vi vil hellere udbrede budskabet om, at vi nok er gode nok, som vi er.

 

- Det betyder ikke, at vi ikke kan blive klogere og rigere af de andres viden og erfaringer, men i dag er det jo sådan, at skal man være en bedre politiker, så cykler man til Paris. Man fortæller ikke om den sidste bog, man har læst.

 

---------------------------

 

Cafe Hack

 

* laves af makkerparret Kristian Borregaard (øverst) og Søren Dahl

 

* optages på teatercafeen Cafe Hack i Århus i en blanding af caféstemning, musik

   og underholdning

 

* sendes på DR P4 hver søndag kl. 10-12

 

* Søren Dahl interviewer i hver udsendelse to gæster, som fortæller om et emne

   eller en passion

 

* er Danmarks mest lyttede radioprogram

 

* udsendelse nr. 500 blev optaget i efteråret  

 

 ---------------------------

 

 

soren-dahl-dessertbog.jpg
Det begyndte med, at Søren Dahl sagde til de gæster, han inviterede til interview og samtale i Cafe Hack: "Tag en kage med".

Danskernes egne desserter

 

Hvad står der på bordene i de danske hjem, når det er tid til dessert? Og hvad serverer for eksempel Diana Benneweis, Chris MacDonald, Lene Espersen og Adam Price, når de skal forkæle sig selv og deres gæster med et sødt punktum for måltidet?

 

Radiovært Søren Dahl præsenterer svarene i en kogebog om danskernes egne desserter, blandet med hans kendte gæsters yndlingsdesserter.

 

Bogen byder bl.a. på Faster Toves appelsindessert, Peberjordbær, Bastogne/Baileys cheesecake, Rutebil-lagkage og Lene Espersens kagemand.

 

Masser af gode sager, hvoraf mange ser ud til at være lette at lave. Det gælder flere af frugtdesserterne, f.eks. et par hurtige trifliopskrifter og friske, bagte figner.

 

De er heller ikke alle så overdådige og komplicerede som "Islagkage á la Fyrst Püchtler". Opskriften finder I under denne artikel. Den er i hvert fald et godt bud på dessert til sommerens familiekomsammen på terrassen.

 

Det var den, Søren Dahls pegefinger faldt på under samtalen med Pensionist Tidende. Så værsgo', kære læsere.

 

God sommer.

Jytte Flamsholt, redaktør


---------------------------

 

Islagkage à la Fyrst Püchtler

(16 pers.)

 

Chokoladeis

100 g mørk chokolade

3 store æggeblommer (pasteuriserede)

40 g sukker

4 dl piskefløde

75 g hasselnødder

1 lagkagebund

 

Vaniljeis

3 store æggeblommer (pasteuriserede)

40 g sukker

1½ tsk vaniljesukker

4 dl piskefløde

100 g blød nougat

1 lagkagebund

 

Jordbær- eller hindbæris

400 g frosne bær

100 g sukker

2 æggehvider (pasteuriserede)

2½ dl piskefløde

2 lagkagebunde

 

Pynt

2 æggehvider (pasteuriserede)

3 dl piskefløde

1½ spsk sukker

½ tsk vaniljesukker  

 

Chokoladeis

Smelt chokoladen i vandbad. Pisk æggeblommerne lyse og luftige med sukkeret og rør den lunkne chokolademasse i. Pisk fløden og vend den i cremen sammen med de hele nødder. Læg en lagkagebund i springformen (22-24 cm i diameter) (hvis den ikke passer, så skær den til). Fordel ismassen oven på bunden og sæt den i fryseren i mindst 4 timer.

 

Vaniljeis

Pisk æggeblommerne lyse og luftige med sukker og vanilje. Pisk fløden stiv og vend den i æggemassen sammen med terninger af blød nougat. Læg en lagkagebund i springformen og fordel ismassen over. Frys i mindst 4 timer.

 

Jordbær- eller hindbæris

Tø 250-300 g bær op og purer dem i blenderen eller med piskeris sammen med sukkeret. Pisk først æggehviderne stive, så fløden, vend flødeskummet i pureen og bland til sidst de piskede hvider i. Læg en bund i springformen, fordel halvdelen af ismassen ovenpå, læg resten af de frosne bær på og dæk med resten af massen. Læg den sidste bund forsigtigt ovenpå og frys.

 

Saml islagkagen sammen nogle timer før servering: Chokoladeisen i bunden, vaniljeis i midten og frugtis på toppen. Tryk forsigtigt med en flad hånd. Skær en plade ud i pap og sæt kagen på den.

 

Pynt

Pisk æggehviderne stive. Pisk fløden til skum sammen med sukker og vanilje. Bland piskede hvider og flødeskum og smør blandingen med en paletkniv jævnt ud over kagens sider og top. Stil kagen tilbage i fryseren, så pynten kan fryse.

 

Servering

Tag islagkagen ud af fryseren ½ time før, den skal serveres. Streg evt. kagen på toppen med kniven, så der bliver 16 stykker. Det kræver en god stor køkkenkniv at skære kagen ud, men se, hvilke pragtfulde farver der åbenbarer sig i de enorme stykker, når de lander på tallerkenen.

 

TIP!

Denne islagkage er et imponerende syn, når den bliver serveret og skåret. Råder man kun over én springform (22-24 cm), kan den laves over flere dage, og de enkelte lag tages ud af springformen og pakkes ind, til kagen lægges sammen.  

 

 

Søren Dahl: Danskernes egne desserter.
Lindhardt og Ringhof, 160 sider, 199,95 kr.

 

Artiklen er bragt i PensionistTidende juni 2010

 
< Næste   Forrige >