| | Udskriv | |
|
Leder i Pensionist Tidende maj 2010
Brugerbetaling er farlig for velfærden
Det danske velfærdsamfund er gennem generationer bygget op efter det princip, at behovet for pleje og omsorg i alderdommen samt behandling på sygehuse betales over skattebilletten Det, vi ser i øjeblikket, er, at denne udvikling trues både af skatteskruen, som er strammet, og af skattestoppet, der udhuler de offentlige budgetter.
Vi kan nok heller ikke tåle en meget højere skat, og det er formenligt baggrunden for, at Jan Trøjborg, socialdemokratisk borgmester i Horsens og formand for KL, Kommunernes Landsforening, har bragt et forslag på banen om, at velhavende pensionister skal betale for rengøring fra den kommunale hjemmepleje, hvis samfundet fremover skal have råd til velfærden.
Men sætter vi forslaget over for Regeringens omfattende besparelser, så viser det sig jo hurtigt, at brugerbetaling på hjemmehjælp ikke rigtig batter noget. Når der er brug for besparelser på 31 mia. kr., skal der indføres massiv brugerbetaling på alle velfærdsområder og for alle borgere, undtagen måske de allerfattigste.
At indføre brugerbetaling er med andre ord en farlig udvikling for vores velfærdssamfund. Desuden vil det være dybt urimeligt over for de ældre, som igennem mange års skattebetalinger i deres arbejdsliv allerede har bidraget til finansieringen af velfærdssamfundet, og dermed en gang har sparet op til velfærdsydelserne. De skal vel ikke betale for to gange?
Hertil kommer også, som allerede nævnt, at brugerbetaling på een ydelse hurtigt kan medføre krav om øget brugerbetaling over et meget større område, end forslaget umiddelbart lægger op til.
Der er nok dem, der vil sige, at der er råd til øget brugerbetaling, eftersom der er givet skattelettelser. Problemet er bare, at det har danske pensionister ikke mærket ret meget til.
Danske Pensionister tager derfor skarpt afstand fra forslag af den type, som Jan Trøjborg har gjort sig til talsmand for, og som mange af hans borgmesterkolleger har givet deres opbakning. Vi ser det som et ubehageligt udslag af, at når krisen kradser, er der fare for forringelser, og dem er vi ældre specielt sårbare overfor. Jo ældre vi bliver, des større er sandsynligheden for, at vi også får brug for det offentlige, hvadenten vi taler ældrepleje eller sundhedsvæsen, og vi mener, det er vigtigt, at alle gode kræfter står sammen om at modarbejde den slags forringelser på ældreområdet.
Vi skal passe på ikke at sætte det over styr, som vi har opbygget igennem flere generationer. Danske Pensionister går ind for et samfund med ligeret til behandling af såvel rig og fattig, for ung som gammel.
Ole Christensen |
| < Næste | Forrige > |
|---|