| | Udskriv | |
|
Pensionister og popmusik
”Stayin’ Alive” er navnet på et enormt pensionistkor, der i slutningen af 2009 så dagens lys i Århus.
Korets særlige kendetegn er, at repertoiret skal bestå af rockklassikere og popsange, hvilket der viste sig at være en forrygende søgning til.
Ideen til koret kom fra en 84-årig kvinde, der havde set en fjernsynsudsendelse om et pensionistkor i USA, der udelukkende havde rytmisk musik på repertoiret. Hun har selv sunget, siden hun var 60 år, og nævnte ideen i Klostergadecenteret, der er et center for pensionistaktiviteter i Århus midtby.
Her var man med på at afprøve ideen, og medlem af Østjysk Musikforsyning, trompetist m.m. Bjørn ”Bønne” Christensen, var med på at være korleder.
På forhånd var succeskriteriet, at hvis blot 16 interesserede mødte op til den første korprøve, så gik man i gang. Da dagen oprandt dukkede 80 sangglade pensionister op.
- Jeg tror, at det er repertoiret, der trækker, kommenterede centerets leder, Lise Legarth, til Århus Stiftstidende efter den første prøve.
De fremmødte blev nemlig sat i gang med at indøve nyligt afdøde popstjerne Michael Jacksons nummer ”They Don’t Care About Us”, og på repertoiret kommer desuden sange af The Beatles, Madonna, Rolling Stones, Bruce Springsteen og Beach Boys.
Og interessen holdt ved efter den første føler: Da korprøverne begyndte igen efter nytår, havde 60 deltagere tilmeldt sig og tilsyneladende tilsluttet sig, hvad der står på Klostergadecenterets hjemmeside om denne ”recept mod alderdommen”
”Ud af dette kommer der en masse humor, men den overordnede tone er rimelig alvorlig, for det at synge har selvfølgelig en terapeutisk værdi, som vi ikke må undervurdere. Sang gør en masse for hele kroppen. Sang er ilt. Sang masserer mellemgulvet, og det at huske en håndfuld tekster holder hjernen i gang.”
Af: konsulent Annette Schiøler (DJ) Artiklen er bragt i Pensionist TIdende februar 2010
Læs også: Man bliver som ny |
| < Nęste | Forrige > |
|---|