Når først mændene har set vævemaskinerne, er de alligevel svære at få ud fra Hørvævsmuseet – og det kommer i høj grad også museet til gode. Fotos: Denne e-mailadresse bliver beskyttet mod spambots, du skal have Javascript aktiveret for at se den

Hørvævsmuseet på Fyn står og falder med indsatsen fra en snes frivillige pensionister

Larmen er overvældende og fremkalder fluks billeder på nethinden fra sort/hvide film fra industrialiseringens fødsel og fremmarch.

Den gennemtrængende dundrende tunge lyd kommer da også fra to rækker højtudviklede maskinvæve - nogle af dem så høje, at der måtte brækkes hul i loftet for at få plads til dem i denne tidligere stald. Selv om det nu er 40 år siden, de blev gjort uvirksomme, da Tommerup Væveri lukkede, producerer de stadig metervis af vævet hør ved hjælp af meter efter meter af sammenføjede kartonark med huller i bestemte mønstre, tusindvis af tråde og masser af flittige hænder.

Vi er nemlig i Vævehallen på Hørvævsmuseet, der er et arbejdende værksted. Derfor larmen, for netop det, at stedet ikke har status af statsanerkendt museum, gør, at vævemaskinerne må bruges og ikke kun vises frem.

20-25 frivillige, fortrinsvis pensionister, sørger for at holde gang i både museet og de gamle vævemaskiner - og uden deres indsats, intet museum om hørvæveri og spindehørrens gang fra marken via maskinerne til mundservietter.    

- Det er fabelagtigt at have en arbejdsplads, hvor alle andre kommer af lyst, siger hun.

For her klarer en tidligere landmand, nogle forhenværende gymnasie- og friskolelærere, tre pensionerede ingeniører, en ditto maskinarbejder m.fl. næsten alt, der har med stedets drift at gøre.

Opgaverne spænder lige fra at væve på maskinerne og arbejde i "pudsestuen", hvor de vævede stoffer gåes efter i sømmene, kvalitetssorteres, hæftes og stryges, til at reparere maskinerne og de mange hulkort, som mønstrene i de vævede stoffer laves efter, og at passe caféen, lave rundvisninger, stå for skoletjenesten og kurser, ordne regnskabet og udvikle hjemmesiden.

Maskulint og feminint.
På Hørvævsmuseet er der både appel til og brug for begge køn.

Maskinernes overtalelsesevne

Flokken af frivillige tæller adskillige mænd, hvoraf flere oprindeligt rynkede på næsen ad et forslag om at bruge tid på Hørvævsmuseet - ligesom også mange mandlige besøgende gør.

- De fleste mænd har det sådan, at "Vævning ... det er altså noget for damer", så de forsvinder over i Skodamuseet, men det er jo hurtigt overstået. Så kommer de herover igen og ender med at kigge ind til maskinerne i vævehallen, og så er de ikke til at få herfra!

På museet vises hørrens gang fra mark over maskiner til mundservietter. Her bryder (knuser) Torben Jørgensen det træagtige i hørrens stængel, så det kan fjernes, hvorefter hørren bl.a. skal skættes og hegles, inden den kan spindes.

Da han gik på pension efter et liv som først landmand og siden ansat i frøbranchen, begyndte han at gå til styrketræning, hvor han mødte Kurt Reindel, søn af den sidste ejer af Tommerup Væveri. Han har doneret alle maskinerne fra det hedengangne væveri til museet og opfordrede Torben Jørgensen til at kigge herud, men:

- Jeg sagde til ham to-tre gange, at det ikke interesserede mig, men han blev ved, så det endte med, at jeg mødte op. Det skulle bare have været en enkelt gang for at lukke munden på ham, beretter Torben Jørgensen.

Det var i 1995, og den dag i dag står han stadig for regnskabet, han er ansvarlig for hjemmesiden og hjælper med mange andre administrative gøremål.

Drivkraften er fællesskabet og det at kunne yde noget.

De metervis af hulkort på gulvet har frembragt mønsteret ”Vægter” på den dækkeserviet, som Gunhild Berg her viser frem.

Samme historie om modvilje, der blev vendt til livsindhold, fortæller flere af de mænd, der møder op to formiddage om ugen for at reparere maskiner og hulkort.

Heriblandt er den 71-årige tidligere maskinarbejder Asger Rasmussen, der denne dag er optaget af at reparere og parre metervis af de hulkort, der frembringer mønsteret "Vægter".

Ved sit første besøg på museet blev han trods alt betaget af synet af tandhjul og mange andre lækkerbiskener for en maskinarbejder, og derfor meldte han sig, da museet for 1 1/2 år siden efterlyste frivillige gennem avisen.

- Her kan jeg jo bidrage med noget, forklarer han.

Det samme nævner Knud Friis Sørensen, der blev frivillig for tre år siden. Den 70-årige tidligere ingeniør blev fascineret af at se, hvad hans fagfæller arbejdede med for 50-60 år siden.

- Og så gør man en forskel. Det er ikke bare tidsfordriv. Man løser nogle behov, siger Knud Friis Sørensen, der f. eks. har ansvaret for at skifte filteret i det vigtige befugtningsanlæg, der holder luftfugtighed i hallen på de 62%, som materialerne har det bedst med.

Adgang forbudt

De frivillige i hallen trækkes også på arbejde to gange om ugen af et godt fællesskab:

- Det er socialt berigende, for vi er meget forskellige, vi taler på forskellige måder og om forskellige ting, fremhæver Knud Friis Sørensen om samværet.

Denne dag arbejder han sammen med Bent Bille om at finde årsagen til, at en af maskinerne ikke kører, som den skal.

- Jeg har undervist i vævning, og så har jeg altid elsket maskiner, forklarer den 75-årige tidligere gymnasielærer, at han nu roder med at reparere vævemaskiner.

I baggrunden ses nogle af de maskindele, som mænd fascineres af, men for Meta Lorenzen Kristensen og Helen Lillebrohus gælder det vævningen af stof med fine, gamle mønstre.

Der bliver bestilt noget, når de frivillige mødes, men det går ikke ud over det sociale samvær. Der drikkes kaffe fra kl. 8 til 8.30, og der er kaffepause igen kl. 10.30. Så går snakken, og til samværet hører også drillerier med f. eks. at snige et stykke sukker i kaffen hos en, der ikke bruger sukker.

Midt i de frivilliges store fællesskab har mændene tilsyneladende dog et særligt fællesskab. I al fald fortælles det om Asger Rasmussen, at han har indført adgangsforbud for kvinder til det helligste af det hellige for mændene: deres maskinværksted. Forbuddet gennemføres ved hjælp af et kodeord, der skal oplyses ved døren til værkstedet. Det udleveres kun til mændene - og skifter efter sigende med jævne mellemrum ...

-----------------

I bølgende rækker hænger hulkortene ved de store maskinvæve og styrer, hvordan tusindvis af tråde bliver til stof med fine, gamle mønstre fra Tommerup Væveri.

Hørvævsmuseet blev oprettet i 1993-1995. Det ligger på Krengerup Gods nær Glamsbjerg og formidler hørrens historie fra strå til damaskdug.

En staldbygning, hvor der har gået kvier i løsdrift, er nu vævehal, mens udstillinger, café og butik er indrettet i en kostald, hvor der engang stod omkring 100 malkekøer.

I vævehallen står to rækker gamle maskinvæve. De fleste er jacquardvæve (hulkortstyrede væve) fra 1930'erne og stammer fra Tommerup Væveri, der lukkede i 1969, men her er også en væv fra ca.1962 doneret af Johs. Hansens Væveri i Kolding. Museet har også en række håndvæve.

Der væves ikke i åbningstiden, fordi de store, gamle væve larmer meget, men alle gæster får tilbudt en rundvisning og demonstration af en hulkortstyret væv.

I butikken sælges servietter, dækkeservietter, viskestykker m.m. i rent hør, der er vævet på de gamle væve og i de gamle mønstre fra Tommerup Væveri.

Som nabo til museet ligger Skodamuseet, det eneste museum i verden udenfor fabrikken i Tjekkiet. Det er indrettet i den gamle kørelade, der blev genopbygget, efter at være blevet ødelagt af orkanen i 1999.

Kilde: www.hvm-krengerup.dk

Af: konsulent Annette Schiøler (DJ)
Fotos: Denne e-mailadresse bliver beskyttet mod spambots, du skal have Javascript aktiveret for at se den
Artiklen er bragt i Pensionist Tidende december 2009