Det er dejligt at være med til at bevare de gamle træbåde, mener Bjarne Dambro (tv) og Kaj Lau. Foto: Denne e-mailadresse bliver beskyttet mod spambots, du skal have Javascript aktiveret for at se den

Når mandfolk mødes

Et godt håndelag og en munter snak går fint i spænd, når en flok mænd mødes i Kerteminde for at sætte gamle træbåde i stand

Der var spænding i luften, da den 120 år gamle træjolle Vilhelm i sommer skulle i vandet igen. Fem mænd brugte sidste vinter over tusinde timer på at gennemrestaurere båden, og nu skulle den stå sin prøve.

- Jo, det var spændende, da vi fik den i vandet første gang, siger Bjarne Dambro, som nyder sensommersolen fra bænken på havnen i Kerteminde. Han og makkeren Kaj Lau sidder ved et klubhus med udsigt til naboen restaurant Rudolf Mathis.

De er to af de fem pensionerede mænd, som sidste vinter meldte sig, da Træskibsforeningen FOK manglede folk til at restaurere de gamle både. Bjarne springer op fra bænken og viser ind i det lille klubhus. Indenfor ligger to afhøvlede granrafter på bukke, for smakkejollen skal have ny mast, fortæller Bjarne, der har travlt med at vise, at den ene er for ormstukken og mør. Så måtte han svinge høvlen over en nyere fyrrestamme også.

Mens Bjarne og Kaj udpeger detaljer på billeder på en opslagstavle og i ringbind, fortæller de om det grundige arbejde med at forny vitale dele i den gamle ege-, lærke- og fyrretræsbåd Vilhelm. Hele vinterhalvåret mødtes de tre-fire timer hver torsdag formiddag, og det blev tit til flere dage på værkstedet. I sommerhalvåret sejler de mandag aften, hvor andre interesserede kan være med.

En flok baryler

Bjarne og Kaj kender også historien bag den gamle træbåd. For hundrede år siden stævnede fiskerne ud i samme type joller fra Lillestranden i Kerteminde, endnu før det blev lyst. De levende fladfisk blev opbevaret i bådens sejlende hyttefad, dammen, og læsset over på trækvogne med en hund spændt for. Så gik fiskerkonerne de 20 km for at nå til torvet i Odense kl. 7 og sælge de nyfangede fisk. Siden er de fleste træbåde gået til, men Vilhelm og én mere er bevaret af foreningen.

Bjarne Dambro (med hvid kasket) og Kaj Lau lægger mange timer i de gamle træbåde.

Så dukker en tredje makker op, det er Jens Kristensen, der er gået på efterløn fra sit job som seminarielærer.

- Jeg nyder at gå sammen med de håndværkere, siger Jens, der er 60 år og medejer af en ombygget fiskekutter.

- Han er kalfatremesteren i lauget, indskyder Bjarne.

Og jollerne er tætte, når Jens har udfyldt samlingerne mellem skibets planker, som på fagsprog hedder bordene. Bjarne arbejder mest med træ og de store linjer. Han har bygget dammen, lænseporten, pumpen og de to tofte, mens Kaj går i detaljer med smedearbejdet. Han har svejset alle beslag og galvaniseret dem, lavet alle køl- og essingbolte og støbt bly til ballasten. Det må kræve en masse tålmodighed?

- Skibet er en belønning i sig selv, begynder Bjarne, men overdøves af Jens:

- Træet er meget tålmodigt, det er værre med de baryler, man skal gå sammen med, siger han med et sideblik og et smil til de to andre.

På vandet igen

En kvinde kommer ind ad døren og spørger, om de ikke skal sejle i dag. Det er Linda Boel, som ikke bygger, men gerne sejler. Hun er nabo til Jens og blev glad for træbåde, da han købte sin kutter for mange år siden.

– Vi havde en lille plastjolle, men da jeg så kutteren, blev jeg vildt betaget. Første gang jeg var med ude, var jeg med til at hale tovværket op, og da sejlet blev fyldt af luft, var jeg helt solgt, siger Linda, der selv har været træbådsejer. Nu nyder hun at kunne bruge foreningens gamle både.

De finder redningsveste og tager årer med ud. Der blæser en frisk vind, men det er ikke noget problem.

- Man kan sejle i al slags vejr, når bare man ved hvordan. De kunne selvfølgelig ikke vente med at fiske, til det blev pænt vejr i sin tid. Det er fantastisk, som den bærer, men hvis den krænger, og den bliver fyldt med vand, så synker den, siger Jens.

Kaj hopper adræt ned i båden. Han lænser den for regnvand ved at trække i håndtaget på en træpumpe, som de også har bygget. Bådens øverste kant er grøn, en skarp farve som var kendetegn på Kertemindes fiskerbåde. Den kaldes schweinfurter-grøn, altså svinefisegrøn, forklarer Bjarne.

Lærer af hinanden

Jens langer årerne ned til de andre og bliver på kajen. Nu da Vilhelm er færdig, kan de tage af sted i to joller ad gangen, og det gjorde de forleden.

- Vi var ude på en tur til Munkebo og Kertinge Nor og sejlede lidt om kap. Det er sjovt at sidde og drille hinanden og fint at være så tæt på vandet og helt stille uden motor. Vi så et havørnepar højt oppe, vi kunne tydeligt se den hvide hale, siger Jens.

Han er glad for at kunne bruge sine år på efterløn til at lære noget mere håndværk.

- Som ikke-håndværker har jeg lært, at det er vigtigt, at værktøjet er i orden, men også at man ikke skal være bange for at gå i gang. Og så at have tålmodighed i forhold til at prøve til flere gange, at det ikke skal passe første gang. Det gå-på-mod, som de lægger for dagen…, siger Jens.

Linda styrer, de kommer fri af broen. Kaj og Bjarne har to årer hver. De ror op under Langebro. Først flakser årerne lidt.

- Der er dømt rotræning, råber Jens ned til dem fra broen. Lidt efter lidt kommer de ind i samme takt, og båden glider flot gennem vandet.

- Bjarne har korte arme, han kan ikke tage så lange tag, mener Kaj.

- Det er, fordi jeg ror i valsetakt, siger Bjarne og begynder at nynne i tre fjerdedels takt.

Plads til gas

- Jo, det er det, der bærer. At vi kan gasse hinanden lidt ind imellem og så selvfølgelig også være alvorlige, siger Bjarne, da han er tilbage på kajen.

De er ikke bange for at kaste sig ud i nye opgaver. De snakker om hvad de skal lave og hvordan, og man kan altid spørge de andre uden at føle sig dum. Ingen af dem er træfolk af uddannelse, men de har fået gode råd af Kristian Fribo, som har bygget en stor træbåd selv, men han var syg, da Pensionist Tidende var på besøg.

- Kristian giver anvisninger, og det håndværk, man har lært, kan man overføre til andre materialer og sammenhænge. Vi møder hinanden på de betingelser, at vi gerne vil sejle eller reparere skibe, og så er det lige meget, om vi er håndværkere, akademikere, skolelærere eller bønder. Snakken går, og hver især har vi nogle erfaringer, vi kan give videre. Det kammeratskab, der er her, er unikt og noget helt andet end i marinaen, hvor indfaldsvinklen er anderledes med en masse prestigeprojekter, siger Bjarne.

Men de mange timer kunne vel også bruges derhjemme til at male udhæng eller ordne have?

- Det gør vi også. Vi har både hus og have, en kone og familie, der skal passes, men det ville blive for kedeligt altid at gå derhjemme, siger Kaj.

- Ingen bliver snydt, det skulle da lige være fjernsynet, som vi ikke ser meget af, tilføjer Bjarne.

- Vi er med til at bevare noget lokalhistorie. Det har værdi på samme måde som Danefæ, og det gamle håndværk må heller ikke gå til spilde, siger Bjarne Dambro og Kaj Lau.

Kaj og Bjarne har faktisk både hjemme i Munkebo, men de er glade for at arbejde på et projekt sammen med andre. Kaj har tidligere været med til at bygge to joller, og han har bygget en motorpram til rusefiskeri.

- Det er bare nogle originaler som os, der synes, det er sjovt at arbejde med. Vi har samme veneration for det gamle lort. Vi er med til at bevare noget lokalhistorie. Hvis vi ikke havde reddet de to joller, ville der ikke være nogen tilbage, siger Bjarne.

Linda skal hjem, men tilbage i klubhuset byder mændene på et glas øl eller vand. Det er godt at have et sted at mødes, og som Jens siger, så trækker træskibe af en eller anden grund folk til havnene. Kaj mener, at det ud over pengene er arbejdet med vedligeholdelsen, der afskrækker mange fra at have træskibe.

- De vil gerne have nostalgien og oplevelserne, men ikke besværet, siger han.

- Vi vil gerne bevare de gamle både til vores børn og børnebørn. Det har værdi på samme måde som Danefæ, og håndværket må heller ikke gå til spilde. Det er vigtigt, at folk kan bruge en fil. Det er noget af grundsubstansen på samme måde som at forme et bogstav er grundlæggende for det at kunne læse og skrive. Det her er håndværk, det er vi nødt til at kunne, så vi kan få høvlet en mast, siger Bjarne.

Da masten knækkede

Og så må Bjarne ud med historien om, hvordan masten på Vilhelm knækkede.

- Vi var tæt ved land, og det blæste ikke ret meget, vi skulle uden om en båd der lå for svaj og så var der en bundgarnspæl. Vi ramte ingen af dem, men pludselig sank masten bare sammen med et suk, siger Bjarne.

Jens er ikke helt sikker på, at Bjarne nåede uden om bundgarnspælen.

- Ja, ja, så er man en klummermikkel. Så bliver jeg måske udnævnt til årets skøre kugle, siger Bjarne og finder klubbens ’dummepris’, en grøn glaskugle omviklet med reb.

Siden fortsætter snakken om da Kaj som 10-årig en sommerferie sejlede med sin far til England i datidens største danske tanker på 16.000 tons, og da han var dæksdreng som 15-årig med ture til Canada og op til Hvidehavet ved Rusland. Og om dengang, Bjarne sejlede ’i maskinen’ og havde en veninde i Japan. Til vinter fortsætter de arbejdet og snakken. Så skal de skifte de nederste planker i en lidt større jolle, NG259’eren.

--------------

De gamle træbåde

Smakkejollen Vilhelm er omkring 120 år gammel. Den blev brugt til fiskeri på Kerteminde Fjord og i Kertinge Nor.

Vilhelm er en klinkbygget fjordjolle, knap 17 fod lang og lidt over 6 fod bred, og har sejl på en såkaldt smakkerig.

Den blev bygget af bådebygger Teodor Martinussen, Kerteminde, til fisker Johan Christian Due og overgik siden til hans søn, Vilhelm.

I 1976 blev båden købt af Jeppe Larsen, barnebarn af den berømte naturmaler Johannes Larsen (hvis tidligere hjem og kunstnerbolig i Kerteminde er indrettet til et dejligt museum), og hans kone Else.

Parret ønskede at bevare den typiske Kertemindejolle for eftertiden, og sidste år blev båden overdraget til Træskibsforeningen FOK.

Foreningen råder over to smakkejoller og mener at det er de to eneste, der er tilbage af de omkring 120 Kertemindejoller.

Mændene betaler 150 kr. pr. halvår og kan bruge et veludstyret værksted på den tidligere højskole i Kerteminde.

Vilhelm er bygget i fyr og egetræ og nittet sammen.

Pumpen i træ har pensio-nisterne også selv bygget.

Bjarne Dambro tager imod et sæt årer.

Reparation og sejlads er samarbejde.

Kaj Lau og Bjarne Dambro gør klar til afgang. 

Kaj Lau og Bjarne Dambro sidder klar ved årerne, mens Linda Boel er styrmand.

Af: Lis Agerbæk Jørgensen

Fotos: Denne e-mailadresse bliver beskyttet mod spambots, du skal have Javascript aktiveret for at se den

Artiklen er bragt i Pensionist Tidende november 2009