| Udskriv |  Email

Leder i Pensionist Tidende november 2009

 

 

Giv en stemme til ældrerådet

 

Sommeren går på hæld, og inden længe er det tid til de mange indendørs sysler.

 

Men det er ikke alle forundt at kunne deltage i alle de mange tilbud, som pensionistforeningerne og andre er med til at udbrede.

 

Der er nemlig mange ældre, der på grund af sygdom, alderdom og forskellige skavanker for det første ikke kan udnytte alle de gode tilbud og for det andet måske har en hverdag, der er fyldt med problemer.

 

Alle sådanne forhold var medvirkende til, at de forskellige ældreorganisationer med Omsorgsorganisationernes Samråd og Ældremobiliseringen i spidsen var med til at danne og støtte de første frivillige ældreråd i Danmark i begyndelsen af1990'erne.

 

Sidenhen er ældrerådene blevet lovfæstet, så der i dag skal være valg til rådene hvert 4. år. Især i år er der mange ældreråd, som har valg samtidig med eller i tilslutning til kommunalvalget.

 

Men nu vil regeringen fjerne lovgrundlaget og gøre det frivilligt, om en kommune vil oprette et ældreråd eller ej. Mange kommuner vil sikkert bevare ældrerådene, men, hvis planen gennemføres, kan kommunen selv bestemme, hvad rådet skal beskæftige sig med. De kommuner, der finder det besværligt med de ældres medindflydelse, vil formentlig nedlægge rådene.

 

Hvis det fælles lovgrundlag forsvinder, og ældrerådene udelukkende sidder på kommunalbestyrelsens nåde, vil de miste bid. Nok har rådene ikke i dag beslutningskompetence, men de kan alligevel påvirke mange beslutninger gennem dialogen med politikerne.

 

Hvis høringspligten forsvinder, og kommunalbestyrelsen ikke har pligt til at høre ældrerådet om alle forslag, der vedrører ældre, mister de ældre en fælles demokratisk platform med politikerne.

 

Det er ikke kun et problem for de ældre, men også for politikerne, hvis ingen taler på de svage ældres vegne om retten til anstændige vilkår, uanset status og helbred, og om andre spørgsmål, der har betydning for personer på 60 år og derover – f.eks. trafik og boligforhold, sundhed, miljø og kultur.

 

Indtil videre gælder loven om, at enhver kommune skal have et valgt ældreråd dog stadig, og i mange kommuner er der valg til ældrerådene den 17. november.

 

Du kan vise regeringen, at du har respekt for ældrerådene, ved at sætte dit kryds ud for en kandidat, du gerne vil have til at repræsentere dig i det kommende ældreråd.

 

Dermed kan du være med til at forhindre, at ældrerådene nedlægges. En høj stemmeprocent til ældrerådsvalget vil være et signal til politikerne om at holde fingrene fra ældrerådene

 

Knud Kingo Christensen
formand

 
< Nęste   Forrige >