| | Udskriv | |
|
Nyt navn og ny formand
til
Landets ældste pensionistorganisation har skiftet navn og hedder nu Danske Pensionister.
Med overvælende flertal tilkendegav de delegerede på årets generalforsamling, at de var enige med hovedbestyrelsen om, at tiden var løbet fra det hidtidige navn, Den fynsk/jyske Sammenslutning af Pensionistforeninger.
Det er sjette gang, at den 83-årige organisation skifter navn, siden den kom til verden som »Centralforeningen for Aldersrentenydere i Danmark« i Forsamlingshusbygningen Jylland i Randers den 5. september 1926.
Foruden nyt navn fik organisationen også ny formand, den 71-årige Knud Kingo Christensen. Han afløser Olav Mikkelsen, Brørup, der efter fire år på posten ikke ønskede genvalg.
Knud Kingo Christensen er et velkendt ansigt i organisationen. I 2003 blev han formand for Ældremobiliseringen, som fire store pensionistorganisationer – heriblandt Danske Pensionister - står bag. Han overtog posten efter medstifter af organisationen, tidligere minister Ivar Nørgaard. Knud Kingo Christensen var en vellidt og højt respekteret formand, da han i sommeren 2007 af organisatoriske årsager måtte forlade posten. De organisatoriske forviklinger blev løst, og i foråret 2009 blev han igen formand for Ældremobiliseringen.
- Jeg tror og ved, at det at gøre noget for andre giver indhold i livet. Derfor er det vigtigt, at vi har en organisation, som både indadtil og i forhold til omverdenen giver mulighed for det enkelte medlems engagement. Der er mange måder at yde på, og hvis vi hver især føler, at dagligdagen giver udfordringer, som vi kan magte, så bliver tilværelsen fyldt med indhold, siger den nye formand for Danske Pensionister. |
| < Nęste | Forrige > |
|---|