|
Hmmm, hvordan skal jeg nu gribe spillet an? Rigtig kroket udløser en del spekulationer. Ikke kun om ens egne slag, men også om, hvordan man bedst kan hindre modstanderne i at komme igennem banen. Foto:
Denne e-mailadresse bliver beskyttet mod spambots, du skal have Javascript aktiveret for at se den
Hjerne-gymnastik med kølle og kugle
En rigtig kroket-kamp vindes med indersiden af hovedet
Man kan komme på én-dags kursus i slagteknik, man kan deltage i stævner og turneringer og landsdels- og landsmesterskaber for hold og for par, man kan sågar blive uddannet instruktør.
Rigtig kroket er nemlig et dybt seriøst spil, der ud over glæden ved det sociale samvær intet, absolut intet, har til fælles med havekroket, understreger alle, der dyrker det
- Selv kuglerne, køllerne og buerne er anderledes, påpeger Thorkil Lund, formand for DGI Midtjyllands kroketudvalg.
Vi mødes på boldbanerne ved Kragelund Skole, da klubben ”Kuglerne” fra Odder og kroketklubben i Kragelund for tredje år i træk dyster ved et venskabsstævne - med streg under venskab.
På hver af de seks baner på 20 x 30 meter, som det afsvedne græs er delt ind i ved hjælp af sejlgarn, spiller fire deltagere to og to mod hinanden, men der skiftes makker ved de tre runder, som stævnet går over. I første runde spiller rene Odder-hold mod rene Kragelund-hold, men ved anden runde skiftes der partner, så Odder-folk bliver makker med Kragelund-spillere, og det samme gør sig gældende i tredje runde.
Derfor er det ikke til at sige, om det er Odder eller Kragelund, der vinder stævnerne, forklarer Ejvind Klit, medlem af Hou og Omegns Pensionistforening og ”Kuglerne” i Odder.
Regler og fortolkninger
At det er et venskabsstævne betyder dog ikke, at der tages let på reglerne.
Et regelsæt på ikke færre end 10 sider vidner også om, at dette spil ikke kun er for sjov. Reglerne er delt ind i 10 paragraffer, der - fuldstændig ligesom vedtægter - igen er delt ind i stykker, hvortil der kommer udlægninger af en del af reglerne, kaldet fortolkninger.
Pointføringen studeres og diskuteres. Det er jo ikke (kun) for sjov det her!
Foto:
Denne e-mailadresse bliver beskyttet mod spambots, du skal have Javascript aktiveret for at se den
I §9, Diverse, stk. 2 står der for eksempel, at ”Ført slag er ikke tilladt”, hvorefter det med en fortolkning præciseres, hvad ført slag er: ”Ført slag er, når kuglen skubbes fremad af køllen, uden at køllen først er ført tilbage, og kuglen derved rammes to gange.” Med andre ord: Kuglen skal rammes med et direkte slag.
At der gåes seriøst til værks under kampe fremgår måske også af nødvendigheden af stk. 4: ”Spillerne skal udvise sportslig optræden under krocketkampen og ikke genere med- og modspillere.”
Skak, billard og god motion
På hver bane står ni buer og to pinde på nøje definerede positioner. De otte buer er 40 cm. brede, og nøjagtig midt på banen står den ene bue på 18 cm. Kuglerne har en diameter på 85-90 mm., og spillet går i al korthed ud på at få ens egen og makkerens kugle frem og tilbage igennem alle buer i en bestemt rækkefølge. Kvinder og mænd spiller på lige vilkår.
Thorkil Lund beskriver rigtig kroket som en blanding af skak og billard på græs eller grus.
- Man skal ikke bare slå til kuglen, man skal også bruge hovedet. Der er meget taktik i det, og nogle gange skal man tænke tre-fire slag fremad, uddyber Ejvind Klit.
Lige så vigtigt som selv at komme igennem banen er det nemlig at hindre modstanderne i at gøre det:
- Man skal også tænke i at genere modstanderne, forklarer Ejvind Klit, uagtet at reglerne siger det modsatte.
Man må nemlig gerne genere modstandernes kugler. Slå dem laaangt væk eller føre dem op ad banen ved at slå til dem med ens egen kugle. Så skal modstanderen nemlig bruge slag på at få sin kugle ført tilbage til, hvor den lå, så den kan komme igennem buerne i den rigtige rækkefølge - alt imens man selv fortsætter frem ad på banen.
Gudrun Julius fra Beder gør klar til slag, hvilket der også er regler for: Man må kun holde på køllen med én hånd, grebet skal være mindst 10 cm. fra køllehovedet, og man må ikke slå med siden af køllen. Foto:
Denne e-mailadresse bliver beskyttet mod spambots, du skal have Javascript aktiveret for at se den
- Ja, det er et ondt spil, men det er dét, der er det sjove, griner Ejvind Klit fornøjet.
- Det er også det, der giver motionen, tilføjer hans kone, Inge-Lise Klit, med et lille suk, da hun må traske over til den modsatte side af banen for at slå sin kugle tilbage i retning af, hvor den lå lige før.
- Man kan godt komme til at gå to-tre kilometer i løbet af et spil, hvis det sker ret mange gange, tilføjer hun.
Med boremaskine om vinteren
Når man rammer en anden kugle giver det ret til to ekstra slag, og det spekuleres der selvfølgelig også i - og sådan er der adskillige aspekter ved spillet, som en udenforstående ikke umiddelbart opfatter.
Med udtryk som krockering, pindekugler, død kugle og frispiller medgiver Ib Sørensen, formand for ”Kuglerne”, også gerne, at reglerne kan virke endog overordentligt komplicerede for nybegyndere:
- Første gang, man spiller, er man totalt forvirret, men man skal bare komme igen. Man skal være med mindst en måned for at have en fornemmelse af, hvad man laver, men efter tredje eller fjerde gang begynder man at forstå det, forsikrer han.
Og er man først blevet bidt af kroket, så spiller man også om vinteren, hvor kun sne kan forhindre spillerne i at gå til kuglerne:
- Frostvejr gør ikke noget. Så tager vi bare en boremaskine med for at bore hullerne til at sætte buerne fast i, fortæller de helt seriøst.
Men inden frosten sætter ind, spilles der returkamp i venskabsstævnet den 10. september. Det sker fra kl. 13 på Bisgaardsvej i Odder, nærmere bestemt ved det gamle renseanlæg, hvor brevdueforeningen holder til, og har man lyst til at komme og kigge på, så er man særdeles velkommen, understreger begge klubber.
Af: konsulent Annette Schiøler (DJ)
Artiklen er bragt i Pensionist Tidende september 2009
|