| Udskriv |  Email
motion 9. instruktion.jpg
Vandgymnastik er en af de mange motionsformer, som ældre gerne dyrker. Her udfordrer instruktør Sanne Lind Larsen Mette Brødsgaard fra V. Nebel Efterløns- og Pensionistforening til at lave nogle maveøvelser, der rigtigt tager fat. Foto: Denne e-mailadresse bliver beskyttet mod spambots, du skal have Javascript aktiveret for at se den

Ældre dyrker motion som aldrig før 

 

 

Ingen andre voksne aldersgrupper motionerer lige så meget som de 60-69-årige, og ældre over 70 er lige så aktive som unge i 20’erne.

 

Lange vandreture med eller uden stave. En rask tur på cyklen foruden en ugentlig gang gymnastik eller svømning, dans og petanque. Aktive ældres motionsprogram er til at blive forpustet af.

 

For om nogen har nutidens ældre taget opfordringerne om fysisk aktivitet til sig. Når arbejdslivet er slut, og der bliver luft til andre aktiviteter, skynder en stor del af dagens pensionister sig at dyrke en masse motion.


Så aktive er 60-69-årige, at ingen anden aldersgruppe af voksne danskere kan følge med. Kun blandt de 15-19-årige er lige så mange aktive med motion. Også gruppen af ældre over 70 år er godt med. Her dyrker lige så mange motion som blandt de 20-29-årige.

 

Det viser undersøgelsen ”Danskernes motions- og sportsvaner” fra sidste år.
Undersøgelsen viser, at 62 procent af de 60-69-årige dyrker motion, og andelen har været kraftigt stigende gennem de senere år. I 2004 gjaldt det halvdelen i aldersgruppen, og tilbage i 1987 var det kun 30 procent.

Hvad der har fået ældre til i den grad at kaste sig over fysiske aktiviteter, er der flere forklaringer på. Analytiker Maja Pilgaard, der står bag den ovennævnte undersøgelse for Idrættens Analyse Institut, peger blandt andet på, at pensionisttiden ikke mere er en tilbagetrækningsfase, men en aktiv fase med tid til noget af det, arbejdet ikke levnede plads til.

Samtidig er der stort fokus på sundhed i disse år, og vi bliver i stor stil informeret om konsekvenserne af inaktivitet. At holde sig i gang er blevet et mantra – ikke mindst når man kommer i den alder, hvor motion for alvor kan gøre en forskel.
- Ældre reagerer også på motionskampagnerne og hele holdningen om, at vi skal tage ansvar for os selv, siger lektor Henning Eichberg, Center for Forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund ved Syddansk Universitet.
 

Ud vil vi, ud
Den store motionsaktivitet i den ældre del af befolkningen foregår gerne i det fri. Gymnastik er dog den største enkeltaktivitet, men vandreture, stavgang, cykling, golf, krolf og petanque er populære udfoldelser udendørs. Det tæller altså at kunne dyrke motion ude i naturen – eller i hvert fald i det fri.

- Det er et aspekt, som hidtil har været overset. Selv har jeg forsket i motion og friluftsliv, men kun i forhold til børn, men det rigtig interessante er jo at se på, hvilke aktiviteter ældre prioriterer, og det viser sig altså i høj grad at være motion i det fri, siger Henning Eichberg, der selv passer godt i det billede.
Han er på vej mod de 67 år, og selv om idrætsforskeren ikke selv er ivrig udøver, løber han dog – langsomme – ture langs Odense Å, fortæller han. For ham har naturen stor betydning, når han løber.

Forskeren finder det også interessant, at den legende motion – som petanque og krolf – er populær blandt ældre. Selv om man ikke mere kan holde til de voldsomme præstationer i eksempelvis fodbold, er det altså stadig sjovt at konkurrere og lege.

 
Ældre går foran
Henning Eichberg forudser, at ældres motionsmønstre får indflydelse på planlægningen af idrætsfaciliteter. Når ældre elsker at vandre, må det føre til anlæggelse af grønne ruter i byerne og områder til de spil, som ældre foretrækker, mener han.
- Det spændende er jo her, at ældre netop ikke bare følger efter, hvad der sker i samfundet og indretter sig efter mulighederne, men selv går foran og skaber behovene for eksempelvis nye faciliteter, siger forskeren.

Det samme kommer Maja Pilgaard frem til sin rapport om danskernes motions- og idrætsvaner.
- Nye idrætsfaciliteter sætter mere fokus på fleksibilitet frem for traditionelle haller med håndboldstørrelse, der er målrettet unges konkurrencedeltagelse, siger hun.

 

 

Det sociale aspekt
Mens yngre i højere og højere grad dyrker motion uden for foreningsregi ved eksempelvis at løbetræne for sig selv, når det kan passes ind mellem job og familieliv, er gruppen over 60 glad for fællesskab. Der er en større andel af ældre, der dyrker motion i foreninger end blandt yngre.

Tidligere var det kun idrætsforeningerne, der havde fysiske aktiviteter på programmet, men i dag er det desuden oplysningsforbund – og pensionistforeninger. Og her ved man godt, det gælder om at lave tilbud om motion og socialt samvær på samme tid. En af de foreninger, der har gjort det, er Vilslev og Omegns Efterløns- og Pensionistforening, hvor der blandt andet spilles kroket.
- Den sociale del af det er vigtig. Når vi har spillet, drikker vi kaffe sammen og hygger os. Der er jo altid nogen, der kan en god historie. Selv om vi har hold med til turneringer og går meget op i vores kroket, er det sociale alligevel det vigtigste for os, siger formand Henry Sørensen.

At der derfor også er behov for faciliteter med plads til ”tredje halvleg” er netop noget af det, Lokale- og Anlægsfonden har peget på som væsentligt, når der ude i kommunerne skal investeres i nye områder til danskernes stigende idrætsudøvelse. Ikke mindst altså når det gælder den ældre del af befolkningen.

 

------------------

Motion i tal
- 60-69-årige bruger i gennemsnit næsten fire timer om ugen på motion, 70-79-årige bruger 3,4 timer. Til sammenligning bruger 20-39-årige tre timer om ugen.
- Halvdelen af alle danskere over 80 år dyrker sport eller motion.
- Blandt ældre over 70 år er gymnastik den mest populære enkeltaktivitet fulgt af vandreture, svømning, stavgang, cykling, bowling, golf, styrketræning, spinning og dans.
Fra rapporten ”Danskernes motions- og sportsvaner”, Idrættens Analyse Institut


------------------


Motionens gevinster
En fysisk aktiv livsstil:
-    øger chancerne for at leve længere tid uafhængig af andres hjælp
-    medvirker til bedre helbred
-    medvirker til at man hurtigere kommer sig efter sygdomme og skader
-    mindsker risikoen for at falde
-    har betydning for livskvaliteten
Fysisk aktivitet forebygger blandt andet hjerte-karsygdomme, forhøjet blodtryk, type 2-diabetes og knogleskørhed.
Fra ”Stol på idræt”, udgivet af Dansk Arbejder Idrætsforbund

 

Læs også:
Vand, varme og velvære

Bevægelse i foreningerne



Af: journalist Mona Østerlund (DJ)
Artiklen er bragt i Pensionist Tidende august 2009

 
< Næste   Forrige >