| | Udskriv | |
|
Leder i Pensionist Tidende april 2009
Få indflydelse gennem ældrerådet
Ved alle, at ældrerådene er de ældres repræsentanter i forhold til byrådene? Næppe må vi sige, på trods af, at de er en vigtig faktor i byrådenes beslutninger, der vedrører de ældre.
Med de store kommuner, som vi har nu efter kommunesammenlægningerne, kan vi ikke være sikre på, at politikerne i kommunerne har været hele vejen rundt i de forhold, der har betydning for de ældre. Her har ældrerådene deres betydning.
Ældrerådene er fastsat ved lov om retssikkerhed, og af loven fremgår, at "ældrerådet rådgiver kommunalbestyrelsen i ældrepolitiske spørgsmål og formidler synspunkter mellem borgerne og kommunalbestyrelsen om lokalpolitiske spørgsmål, der vedrører de ældre". Senere i loven står, at "kommunalbestyrelsen skal høre ældrerådene om alle forslag, der vedrører de ældre".
Vi har altså i ældrerådene et talerør, der kan nå helt ind til politikerne, fordi der er pligt til at spørge om ældrerådenes holdning til de ældrepolitiske forhold, til forskel fra de ældrepolitiske foreninger, der alle gerne giver deres mening til kende, men som politikerne kan vælge at overhøre, hvis de vil.
Af de mangfoldige opgaver, der skal drøftes i ældrerådene, kan nævnes i uprioriteret rækkefølge kostpriser, madudbringning, køle- eller frostmad, hjemmeplejens funktion, genoptræning i kommunerne, visitationssystemet af ældre til pleje, ældreboligers indretning og placering – kort sagt, alt det der vedrører den ældre del af befolkningen.
Hvis kommunen vil det, kan ældrerådene inddrages i arbejdet på et meget tidligt tidspunkt i opgaverne. Det vil være en klog disposition, for med al respekt for det arbejde, der præsteres i administrationen, før et projekt er klar til behandling i det politiske organ, så vil det give et bedre resultat, da ældrerådets medlemmer færdes blandt de ældre og måske på egen krop føler, om systemerne virker.
I kommunen skal der være et klageråd. Til dette klageråd skal der vælges 3 medlemmer fra ældrerådene, og et af medlemmerne fra ældrerådet skal være formand for klagerådet. Også her er det vigtigt at have de rigtige personer placeret.
Derfor må vi bakke op om ældrerådene. Det kan vi gøre nu ved at gå aktivt ind i arbejdet med valget, der skal holdes i 2009. De er en del af vores demokratiske system, og det må vi tage del i.
Vi må se os om efter kandidater, der har de fornødne kræfter til arbejdet, og som kan formulere problematikkerne på en stærk og pædagogisk måde, så de bliver hørt. De fleste valg skal holdes i efteråret 2009, bortset fra enkelte kommuner, hvor valget holdes nu i foråret eller i foråret 2010.
Derfor er det på tide, at der arbejdes med at finde kandidater. Det er kommunalbestyrelsen, der har ansvar for, at der holdes valg, men det er de lokale foreningers ansvar, at der bliver gjort en indsats for at finde de rigtige til posten i rådene. De valgbare er personer, bosat i kommunen og fyldt 60 år, så der er ældre nok at tage af.
Den fynsk/jyske Sammenslutning af Pensionistforeninger vil gerne støtte foreningerne i arbejdet med at uddanne deres kandidater til at varetage posterne i ældrerådene, men foreningerne bør selv gøre en indsats for at finde dem. Det er nu, vi skal i gang. Til efteråret er det for sent.
Olav Mikkelsen formand |
| < Nęste | Forrige > |
|---|