|
Støtten til frivilligt socialt arbejde
skal ud i marken - ikke bruges på mursten
- udtalelse fra hovedbestyrelsesmødet 27. november 2008:
En fjerdedel af landets kommuner støttede i 2007 det frivillige sociale arbejde med flere penge, end de fik i bloktilskud fra staten.
Det viser Ankestyrelsens undersøgelse af, hvordan kommunerne forvaltede de bloktilskud, de fik fra staten til at støtte frivilligt socialt arbejde med - de såkaldte §18-midler.
Det er jo dejlig læsning.
Men er disse kommuner mon mere godhjertede eller mere gavmildt indstillede end de landets øvrige kommuner?
Næppe!
Disse kommuner har snarere indset nytten af det arbejde, der gøres i de frivillige foreninger, og den store rækkevidde, dette arbejde har i samfundet som helhed.
Det frivillige sociale arbejde udgør nemlig en meget stor og vigtig del af den generelle velfærd i Danmark. Uden de frivilliges indsats ville mange mennesker og instanser være ilde stedte.
Den menneskelige og den økonomiske betydning af det frivillige arbejdes velfærdsfremmende rolle kan efter hovedbestyrelsens opfattelse ikke værdsættes nok.
Derfor er det trist læsning, at hver tredje kommune udbetaler langt mindre - nemlig under 50 procent - af, hvad den modtager i bloktilskud til det frivillige område.
For det bloktilskud, kommunerne får fra staten til at støtte frivilligt socialt arbejde med, skal selvfølgelig bruges til netop det - og ikke andet!
Derfor er det også trist læsning, at flere kommuner i undersøgelsen nævner, at de har oprettet eller planlægger at oprette et frivillighedscenter eller -hus.
For støtten til det frivillige arbejde skal ikke bruges på mursten og ansatte. Den skal selvfølgelig kanaliseres ud i marken - ud til de frivillige, hvor den gør mest gavn, og hvor samfundet får mest valuta for pengene!
Velfærdsminister Karen Jespersen har lovet at høre Kommunernes Landsforening om årsagerne til, at så mange kommuner ikke bruger bloktilskuddet efter hensigten.
Den fynsk/jyske Sammenslutning af Pensionistforeninger forventer, at ministeren følger sagen til dørs og - om nødvendigt - tager initiativ til en stramning af loven, så det sikres, at kommunerne også bruger bloktilskuddet til §18 efter hensigten - og ude i marken.
|