| Historien | | Udskriv | |
|
Landets ældste pensionistorganisation
Organisationen Danske Pensionister kom til verden som »Centralforeningen for Aldersrentenydere i Danmark« i Forsamlingshusbygningen Jylland i Randers den 5. september 1926.
Organisationen var den eneste af sin slags, indtil »Øernes Sammenslutning af Alders- og Invaliderenteforeninger« blev stiftet 13 år senere, i 1939. Samme år skiftede den navn for første gang og blev til »Den jyske-fynske Sammenslutning af Aldersrentenydere«.
I 1944 trådte fynboerne ud af organisationen, og året efter skiftede den så navn til »Den jyske Sammenslutning af folke- og invalidepensionister«. Baggrunden var en beslutning om, at invalide- og enkepensionister nu også kunne optages i foreningerne.
Nu gik der 43 år, inden det blev nødvendigt at skifte navn igen. Det skete i 1988, da begrebet enke- og invalidepension blev afskaffet til fordel for førtidspensionen. Derfor kom organisationen nu til at hedde »Den jyske Sammenslutning af Pensionistforeninger«.
Blot 12 år senere, i 2000, fik organisationen sit femte navn, da »Den jyske Sammenslutning af Pensionistforeninger« og »Den fynske Sammenslutning af Pensionistforeninger« blev lagt sammen og altså for anden gang i historien blev til én organisation. Navnet for den fusionerede organisation blev »Den fynsk/jyske Sammenslutning af Pensionistforeninger«.
I 2009 fandt organisationen, at tiden var kommet til at modernisere navnet, hvorfor »Den fynsk/jyske Sammenslutning af Pensionistforeninger« blev skiftet ud med »Danske Pensionister«.
»Et fornuftsægteskab«
Sammenlægningen
af den jyske og den fynske organisation i 2000 er blevet betegnet som »et
fornuftsægteskab«. Medvirkende til, at de to organisationer slog sig sammen,
var nemlig bestemmelsen om, at kun landsdækkende organisationer kan søge støtte
fra Tips- og Lottomidlerne. For at leve op til betegnelsen »landsdækkende« skulle
en organisation have medlemmer i mindst otte amter - og det kunne hverken den
fynske eller den jyske organisation leve op til hver for sig.
Diskussion om kredseneDa organisationen blev stiftet, var det med en bestyrelse på fem medlemmer, der selv valgte formanden. Præcis hvornår kredsene er blevet dannet, fremgår ikke af de gamle protokoller, skriver forhenværende formand for organisationen, Thomas Balle, i 75-års jubilæumsskriftet i 2001. Første gang, kredsarbejdet omtales, er i 1945. Protokollerne vidner til gengæld om, at der var store diskussioner om denne organisationsmodel, inden den blev indført. Forslaget blev rejst mange gange, men blev afvist af frygt for, at kredsene skulle udvikle sig til »en stat i staten«.
|
||||||||||||||||||